FÆLLESSANG med ”De Fire Store”

Fællessangen er blomstret gennem de seneste år, og med hjælp fra TV og mange ildsjæle er sangen igen ved at blive en naturlig del af vores samvær og fællesskaber.

For omkring 100 år siden var fire af vore største komponister på samme måde dybt engagerede i at styrke Den Folkelige Sang. Det var Thorvald Aagaard, Oluf Ring, Thomas Laub og Carl Nielsen, de havde en fælles drøm og vision om at få musikken og sangen ud til folket!

Vor Folkesangs Fire Store” blev de kaldt, og de stod bag tilblivelsen af Folkehøjskolens Melodibog, som udkom første gang i 1922. Med den blev det muligt for alle at lære at spille melodierne, så man kunne akkompagnere den blomstrende fællessang.
Vi er fem fynske musikere og en fortæller, der i anledning af 100-året for udgivelsen af Folkehøjskolens Melodibog har skabt en fortællekoncert. Fem musikere med vidt forskellig baggrund, som nyfortolker og leger med De Fire Store´s melodier.

Koncertformen veksler mellem fællessang, fortælling, oplæsning og nyfortolkninger af mange af De Fire Store´s enestående melodier. Vi formidler i fortællingen deres tanker og overvejelser i samtiden, samt deres intentioner og diskussioner om, hvad der er den gode melodi. Udgangspunktet i fortællingerne er breve og taler samt brudstykker fra Povl Chr. Balslevs netop udkomne bog om Thorvald Aagaard og Oluf Ring.

I efteråret 2022 spillede vi fortællekoncerten i fynske kirker og højskoler, i netop de rammer, hvor de fire komponister har haft deres virke eller er født.

Vi samarbejder i øjeblikket med Højskoleforeningens Forlag om en udgivelse af koncertfortællingen som podcast – men her tilbydes en ”LIVE” koncertælling!

Musikere: Morten Øberg, saxofon, Povl Balslev, klaver Andreas Tophøj, violin Anne Vilain, cello Anders Ringgaard, basun og harmonika.
Fortællere: Anders Carlsson og Povl Balslev